Min start …

Starten på det hele ..

Starten på min interesse for opdræt af undulater ligger helt tilbage i 1977. Så jeg kan vel ikke længere påberåbe mig manglende erfaring som grund til svigtende succeser.

Det hele startede da de første undulater indtog mit redskabsrum i forbindelse med garagen. Fra en spæd begyndelse (som de fleste andre) er det siden gået slag i slag indtil jeg i efteråret 1999 holdt en pause med opdrættet. Grundet andre omstændigheder blev hele fugleholdet solgt.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at 25 år med opdræt af undulater sætter sine spor. Efter at have været uden fuglene i ca. 1 års tid, måtte jeg da også erkende, at der påny skulle undulater ind i min tilværelse. Selv om alt udstyr (ynglebure, redekasser og udstillingsbure) var solgt, måtte jeg igang igen. Jeg har nu indrettet et nyt fuglehus – i starten lidt mindre end det oprindelige – men med mulighed for at udvide. Der har været 9 avlsbure, men nu er det udviddet til 24, da det hurtigt viste sig, at 9 var for lidt.

Klik for større billeder.

img_0059     img_0053    img_0063

Sådan så fuglehuset ud indtil 2014. Man bliver vel aldrig helt færdig med at indrette. Så efter en mindre modernisering er det nu kommet til at se sådan ud:

img_1119      img_1120 img_1121      img_1122

Nu med to mindre volierer for enden og arbejdsbord. Desuden er der produceret underskabe til alle burene. 

Som opdrætter har jeg prøvet lidt af hvert. Den spæde start foregik i JUK-regi (Jysk Undulat Klub) i 1977. Der gik dog ikke ret lang tid inden jeg søgte over i DUK (Dansk Undulat Klub) som er den oprindelige klub i Danmark og som blev grundlagt helt tilbage i 1932. I løbet af halvfjerdserne var der en del uro blandt de danske opdrættere, en uro, der blandt andet medførte dannelsen af JUK og UD (Undulatklubben Danmark). Som alle andre startede jeg i C-klassen. Over årene rykkede jeg derefter op gennem C-klassen, til B-Klassen for til sidst at ende i A-klassen.

BIC

I 1987 tog jeg sammen med to andre – nu tidligere – opdrættere (Henning Iversen og Kristen Buus) på opdrættertur til England. Vi var kommet dertil, at vi ønskede lidt fornyelse i vores opdræt og syntes det kunne være spændende at søge lidt blodfornyelse i de engelske fuglehuse.

Turen førte os til Bruce Cameron i London, Ernie Sigston også London samt enkelte andre opdrættere i området. Vores penge fik hurtigt ben at gå på, men spændende var det.

Senere har jeg været i England mange gange på ferie og/eller opdrætterbesøg samt på BS-Clubshow adskillige gange. Det har givet mange oplevelser og mange venskaber blandt engelske opdrættere. Det er da også sket, at der er hjembragt en enkelt fugl eller to til blodfornyelse.

Partnerskabet B.I.C. havde nogle vældigt succesfulde år på udstillingerne. Kulmination kom, da vi vandt den største undulatudstilling, der nogensinde har været holdt herhjemme. I 1993 var der 1.000 fugle udstillet på udstillingen i Korsør, men bedst af alle var, ifølge dommeren, en opalin isabel grågrøn han udstillet af BIC.

I 1994 meddelte Henning Iversen og Kristen Buus, at de ikke længere kunne afse tid til opdrættet. Dermed blev partnerskabet opløst.

BK95

Der skulle ikke gå lang tid inden et nyt partnerskab så dagens lys. Kort efter ophøret af BIC blev jeg enig med Karl Juhl om at fortsætte sammen i et nyt partnerskab – BK95. Denne konstellation blev ikke mindre succesfuld. To DM-sejre blev det til samt mange andre placeringer.

I efteråret 1999 besluttede jeg, at jeg ville holde op med opdrættet. Forskellige udefrakommende faktorer gjorde, at jeg ikke syntes det var så morsomt længere. Jeg solgte derfor alt. Fugle, bure, udstillingsgrej m.v.

Sidst på året 2000 startede genanskaffelsen af nyt avlsmateriale. Det er naturligvis vanskeligt/umuligt at finde noget, der blot nogenlunde kan erstatte det jeg havde solgt, men jeg er blevet godt modtaget, hvorend jeg er kommet “på indkøb”. Der vil gå tid – lang tid – inden niveauet bliver det samme (hvis det nogensinde sker) som mit tidligere fuglehold.Jeg bestemte mig for, at starte langsomt og uambitiøst op. I starten med de tidligere nævnte 9 yngleburer, men nu er jeg allerede tilbage ved de 24.

Min interesse for de såkaldt vanskelige varieteter er også vokset. Tidligere var det mest normalfarverne, der fyldte mine bure. Nu er der fra tid til anden både skifer, lacewings, danskbrogede, hollandskbrogede, sortøjede, Lutino og albino, Texas Clearbody og skyggevinger foruden naturligvis de normaltegnede.

Det betyder samtidig at ambitionerne, der tidligere gik i retning af at opdrætte den bedste undulat i Danmark, nu har ændret sig til mere at sigte på at opdrætte gode (så gode som muligt) varieteter og samtidig højne kvaliteten på de normaltegnede.

Siden “come-backet” er det gået op og ned med opdrættet. Mit bedste år, såvel avls- som udstillingsmæssigt kom i 2009, hvor der, foruden mange gode unger, blev scoret rigtigt mange point på DM. Siden har jeg, i 2010, 2011, 2012, 2013, 2014 og 2015 haft katastrofalt ringe opdrætsår, mens 2016 har været absolut godkende – MÆRKELIGT !!. Ubefrugtede æg, døde unger, fransk fældning – det hele har besøgt mit fuglehus.

Sådan kan det gå ……

Lige nu.

I denne tid nyder jeg hobbyen lige så meget som altid. På trods af alverdens problemer med fransk fældning og (alt) for få unger, er det en daglig glæde at skulle fodre og se til fuglene. Igennem tiden har jeg holdt forskellige poster i klub-regi. Jeg har været DUK’s formand gennem flere år, været kasserer, sekretær, redaktør og WEB-master – og nu er jeg – gud bedre det – blevet formand igen.

Desuden er jeg – og har været i mange år – formand for klubbens dommergruppe. Det er en post, der interesserer mig og som jeg nyder at have.

Dommergerningen har også – gennem årene – ført mange sjove og spændende oplevelser med sig. Selv om det til tider er øretævernes holdeplads, når man er ude som dommer, glæder jeg mig hver gang. Ligesom i alle andre forhold hvor præstationen helt eller delvist er afhængig af dommerens syn på tingene, støder man af og til på utilfredse udstillere. Ofte er det faktisk dem, som er blevet nummer 2   :0)

Dommergerningen har ført mig vidt omkring, og da jeg dyrkede den allermest intenst, indløb der tilbud om at dømme i Brasilien. Vildt. Da jeg imidleretid aldrig har brudt mig om at flyve, takkede jeg dog nej til tilbuddet. Men Danmark, Norge, Sverige og Tyskland har jeg dømt i, og der kommer til stadighed invitationer til at komme ud og dømme andre steder også. Den  ultimative oplevelse har – indtil videre – været at dømme på Europaschau i Karlsruhe.

Senest har jeg fået en invitation til at dømme den hollandske landsudstilling i 2017. Det ser jeg naturligvis meget frem til.